Sofie

LANDSFORENINGEN FOR PÅRØRENDE

TIL STOF- OG ALKOHOLAFHÆNGIGE

Ægteskab med en alkoholiker


Sofie er født ind i det, som hun selv i mange år betegner som en kernefamilie. Familien består af far, mor, en seks år ældre storebror og så Sofie selv. Både moren og faren arbejder til dagligt, og de bor sammen i et lille villakvarter i en mindre fiskerby. Pengene er ikke store, men de mangler aldrig noget, for faren sørger altid for at skrabe ekstra arbejde sammen, så tingene hænger sammen. Sofie oplever sin barndom som en tryg tid i et lokalsamfund, hvor folk hjælper hinanden.


Sofies far har et stort forbrug af alkohol, og Sofie er tit og ofte som barn nede og hente ham på den lokale bodega, hvor han har siddet og drukket. Hun tænker umiddelbart ikke så meget over farens alkoholforbrug, eller over at han altid er så træt, at Sofie bliver bedt om at være stille, så faren kan sove. Faren er aldrig ond eller væmmelig, når han er fuld. Tværtimod er han sjov og kærlig. Men meget, meget træt.

Moren gør et godt stykke arbejde med at være limen, der holder familien sammen, og beskytter børnene. Når bare faren sover, kan hun sørge for at give børnene den fornødne opmærksom og en forholdsvis tryg opvækst. Derfor går det også først rigtig op for Sofie i hendes 40’ere, at faren er alkoholiker. Det er først der, erkendelsen endeligt rammer.


I løbet af Sofie barndom begynder den sociale arv med tiden at tage fat i den lille familie, og Sofies storebror begynder som teenager at sniffe lightergas. Sofie og broren opbygger i den tid et særligt bånd, hvor Sofie føler, at hun skal passe på sin bror. Dette bliver særligt tydeligt ved lejligheder, hvor broren hallucinerer, og han tror at vilde dyr overfalder ham.


Senere hen i livet møder Sofie som voksen, en mand, som hun bliver kæreste med. Han viser sig at have de samme karaktertræk, som Sofies far havde. Han er kærlig og romantisk, og Sofie er ikke i tvivl om, at han elsker hende. Der er dog det ved ham, at han også viser tegn på at have et problematisk forhold til alkohol. Han er nemlig også alkoholiker. Sofie vælger dog alligevel at blive i forholdet og efter et års tid flytter hun ind hos ham.


Halvandet år efter at Sofie og hendes kæreste er flyttet sammen, frier han til hende på en tur til Paris. På trods af hendes voksende erkendelse af, at hendes kæreste er alkoholiker, træffer Sofie beslutningen om at sige ja til frieriet. Dog er det ikke uden frygt for, hvordan både brylluppet og fremtiden skal blive.


Det viser sig også, at blive nogle hårde år, som Sofie skal igennem. På trods af at de bliver forældre til to skønne døtre, drikker Sofies mand stadig tæt. Han holder en del af tiden til på de lokale værtshuse, og ender også med at blive fyret fra sit arbejde, fordi han stjæler af kassen for at finansiere sit alkoholforbrug. Oven i alle sine bekymringer omkring sin mand, slås Sofie også med en frygt for, om han kan tage sig af de to døtre. Alt i alt er hverdagen en udfordring, og efter en alkoholpsykose, hvor han blandt andet tror at hele huset er overvåget af kameraer og mikrofoner, bliver han indlagt på psykiatrisk afdeling.


Sofie mand når at få tre år på antabus efter dette. Han tager en ny uddannelse, og han får et nyt arbejde. Det ser egentligt lyst ud for familien. Men desværre begynder han i stedet at ryge hash. Dette bliver hans nye afhængighed, og han går så langt som at gå fra sine små døtre og efterlade dem alene, for at gå ud og skaffe sig sit nye stof.


Sofie vælger herefter at lade sig skille. Bægeret er flydt over. Sofies mand, nu eksmand, tager tabet af familien hårdt, og hans afhængighed tager til. Han får nu hashpsykoser, og han forsøger at tage sit eget liv. Dette resulterer i endnu en indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Da der er gået et stykke tid får han lov til at få udgang fra afdelingen, hvor han vælger at købe en flaske vodka og noget metadon. Dette bliver desværre enden på hans liv. Blandingen med den medicin, som han i forvejen er på, slår ham ihjel, og han bliver fundet i sin seng i sin lejlighed af politiet.


På trods af et helt liv som pårørende er Sofie i dag en skøn, frisk og velfungerende kvinde med to fantastiske døtre og en dejlig, kærlig mand. Hun bruger sit liv på at gøre en forskel for andre i lignende situationer, som hun selv har været igennem.

CVR 40 14 68 73

Kontakt os her

© All Rights Reserved.

Vi bruger sporingscookies på vores hjemmeside for at spore, hvordan vores hjemmeside bliver tilgået og hvilke sider du har besøgt. Ved at klikke Godkend accepterer du at vi bruger disse informationer anonymt.

Læs mere her
Godkend